Slush ice uden farvestoffer – så nemt laver du den

slush ice uden farvestoffer

Indrømmet! Jeg har en stor aversion mod farvestoffer. Derfor har jeg selvsagt et anstrengt forhold til slush ice. Det har mine børn tilgengæld ikke. Med fare for at blive kategoriseret som “speltmor” har jeg prøvet mig frem til min egen slush ice uden farvestoffer, som mine børn heldigvis elsker :-). Den kan laves i en håndvending og kræver kun et par ingredienser. Anemone og Sebastian synes det er sjovt at vælge deres favoritsmage, og vi har eksperimenteret os frem til denne opskrift.

Opskrift på slush ice uden farvestoffer

Antal: 2-3 personer alt efter glassets størrelse

  • 3 trekant-is i en gul farve (vores yndlingssmag er ananas)
  • 2 trekant-is i en rød farve (vores yndlingssmag er blåbær)
  • 1/2 dl appelsinjuice (eller opblandet gul saft)
  • 1/2 dl opblandet rød saft

Du skal desuden bruge en blender eller en smoothie maker.

Vi bruger Sun Lolly trekant-is, som er helt uden kunstige farvestoffer, men man kan bruge hvilken som helst sodavandsis. Er man rigtig ambitiøs, kan man endda fryse sine egne is af saftevand og bruge dem.

Blend først de tre gule is med 1/2 dl appelsinjuice til det har en konsistens som slush ice. Fordeles i 2-3 glas.

Blend derefter de to røde is med 1/2 dl opblandet rød saft til det har en konsistens som slush ice. Fordeles oven på den gule masse. Du kan også vælge at lave din slush ice i flere lag.

Sæt et sugerør i og du har en fin slush ice uden farvestoffer.

Børnene elsker den og den kan laves på 5 minutter. Opskriften kan nemt ganges op. Regn med 1/2 dl væske pr. 2-3 trekant-is.

 

Hvis du skulle være blevet sulten, kan jeg anbefale opskriften på sundere pølsehorn, som stadig er præcis så lette og luftige som børn gerne vil have dem. Den finder du her.

Med håbet om en varm og skøn sommer :-).

 

Mange hilsner

Margit/Anemones Verden