Vi har eksperimenteret os frem til denne opskrift på nemme og sunde pizzasnegle som er gode til madpakken. Det er både favoritterne hos Sebastian på 12 år og Anemone på 8 år! Et par pizzasnegle og noget gnavegrønt, gør det fint ud for madpakken eller formiddagsmaden i skolen.
Opskrift på nemme og sunde pizzasnegle til madpakken
Denne opskrift giver ca. 36 pizzasnegle:
- 1/2 pakke gær
- 1/2 liter fingervarmt vand
- 1 1/2 tsk salt
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk honning (eller sukker)
- 1 1/2 dl rugmel
- 1 dl havregryn
- 8-9 dl hvedemel
- Hvedemel til æltning
- Evt. en håndfuld fintrevne gulerødder eller squash (kan undlades)
- 1 bøtte tomatpure
- 1 glas pizzasauce
- Salt og peber
- 2 pakker skinke
- 1 pose revet ost
Rør gæren ud i det fingrevarme vand, og rør til det er opløst. Tilsæt salt, honning og olie, og rør det ud i blandingen.
Herefter tilsættes rugmel samt havregryn og evt. fintrevne gulerødder eller squash, som røres godt rundt. Til sidst røres hvedemelet i lidt af gangen til blandingen kan æltes.
Dejen æltes godt i hånden og lægges derefter i skålen til hævning med et fugtigt viskestykke over.
Tomatpure og pizzaauce blandes sammen og tilsættes salt og peber efter smag. Grunden til at jeg også bruger tomatpure er, at det gør saucen lidt tykkere, så den nemmere bliver i pizzasneglene ved bagning. Samtidig får det en mere koncentreret smag :-).
Sådan laver du pizzasneglene
Når pizzasneglene har hævet ca. 1 time tages dejen ud af skålen og “slås ned” så luften presses ud.
Dejen deles i 2 dele som rulles ud. Jeg ruller det ud så det er ca. dobbelt så langt som højt.
Herefter smøres tomatsaucen på. Skiver af skinken lægges på og der drysses med ost til sidst.
Dejen rulles på den lange led til en pølse.
Herefter skæres pølsen i ca. 1 cm tykke skiver. Der bliver ca. 18 pizzasnegle af én pølse.
Pizzasneglene sættes på en plade og efterhæver ca. 15 minutter.
Bages 10-15 min. i en 180 grader varm ovn (varmluft).
De færdige pizzasnegle kan fryses.
Jeg håber de nemme og sunde pizzasnegle bliver lige så populære hos dine børn, som de er hos mine. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at lægge en kommentar.
Hvis dine børn mere er til pølsehorn, så kan du finde opskriften på sundere pølsehorn her.
Mange hilsner
Margit/Anemones Verden