Festlige frisurer – lidt om min passion for at sætte hår

Da jeg var teenager, var min drøm at blive frisør. Jeg var fascineret af, hvordan man med forskellige midler, kunne ændre udseende ved at lave forskellige festlige frisurer, og så har jeg altid godt kunne lide galla :-).

I 10’ende klasse kom jeg i praktik som frisør, men havde knap været der én dag før jeg fik eksem af de forskellige dampe. Det var i starten af halvfemserne, så produkterne er nok blevet mere skånsomme siden…

Øvelse gør mester

Jeg droppede derefter idéen om at blive frisør, men interessen for håropsætning, galla og glimmer hang stadig ved, og derfor besluttede jeg mig for at lære at sætte hår af mig selv. Og da det var før Youtube og diverse tutorials kom til, så var den eneste mulighed at gå i gang for mig selv ud fra devisen “øvelse gør mester”. Så jeg er fuldstændig autodidakt. At sætte hår er et frirum for mig, og giver mig mulighed for at udfolde kreativiteten på en lidt anden måde end i mit daglige arbejde som Head of Marketing & E-commerce hos ApoPro online apotek, som er kreativt på en anden måde.

Jeg laver håropsætninger i min fritid, og bliver primært booket til konfirmationer, bryllupper og gallafester. Og hver gang glædes jeg over, hvor glade de bliver over den forandring et opsat hår giver. Smykker og makeup kan man gå med i dagligdagen, men for mange er det første gang de får sat håret i en festlig frisure. Et af de spørgsmål jeg altid får er om jeg kan få tyndt og glat hår til at sidde i en fyldig festfrisure – og ja, det kan jeg. Med forskellige tips og tricks kan selv tyndt og glat skulderlangt hår, sættes i den fineste fyldige frisure.

Min datter Anemone har et langt og tykt hår, så man skulle tro, at jeg altid havde en at øve mig på. Men nej! Hun vil ikke have sat håret i andet end en almindelig fletning eller en hestehale (!!??!!#). Så jeg har en frisørdukke jeg øver mig på, eller også låner jeg venindernes børn :-).

Her kan I se et lille udvalg af de festlige frisurer jeg har sat de seneste år.

Konfirmationsfrisure: Hollandsk sidefletning afsluttet i løs knold. Pyntet med perler og afsluttet med slangekrøller.

fletning, gallafrisure, festfrisure, konfirmationsfrisure

Konfirmationsfrisure: Naturlig krøllet og snoet frisure med friske blomster.

Bryllupsfrisure med slør og orkideer

Konfirmationsfrisure med fletninger, blomster og slangekrøller

Konfirmationsfrisure med krøller og friske blomster

 

Festfrisure med fletning, knold og spænde

Konfirmationsfrisure: Sildebensfletning med “diamanter” og slangekrøller.

fletninger, slangekrøller, festfrisure, konfirmationsfrisure

Galla frisure: Opsat gallafrisure med friske blomster og perler.

bryllupsfrisure, festfrisure, konfirmationsfrisure

Konfirmationsfrisure: Dobbeltsiddet hollanske fletninger afsluttet i stram knold. Pyntet med perler og spænder.

fletninger, slangekrøller, festfrisure, konfirmationsfrisure, fletninger, hollandsk fletning

Konfirmationsfrisure: Sildebensfletning pyntet med blomsternåle og afsluttet med  løs knold.

fletninger, sildebensfletning, gallafrisure, festfrisure, konfirmationsfrisure

Festfrisure: Slangekrøller med gotisk knude og pyntet med guldspænder.

Børneopsætning: Dobbeltsiddet hollandske fletninger afsluttet med sløjfe og slangekrøller.

hollandske fletninger, slangekrøller, festfrisure, konfirmationsfrisure

En af de eneste gange jeg har fået lov at sætte Anemones hår i en festlig frisure… 🙂

Konfirmationsfrisure: Hollandske sidefletninger samlet bagtil med bløde krøller.

konfirmationsfrisure

Boheme frisure: Hollandske fletninger pyntet med friske blomster.

fletninger, slangekrøller, festfrisure, konfirmationsfrisure

Konfirmationsfrisure: Fransk sidefletning samlet i løs rustik knold. Pyntet med spænder.

fletninger, gallafrisure, festfrisure, konfirmationsfrisure

Konfirmationsfrisure: Løs knold med sideflettet hollandsk fletning.

Konfirmationsfrisure: Langt hår flettet i en hollandsk fletning, som ender i en flettet knold. Påsat perler.

Gallaopsætning: Stram opsætning af flettet og rullet hår, pyntet med perler og spænder.

fletninger, festfrisure, gallafrisure

Børneopsætning: Hollandsk pandebåndsfletning pyntet med sten.

Konfirmationsfrisure: Lange hollandske fletninger samlet i en flettet knold i nakken og pyntet med rosa perler.

fletninger, hollandske fletninger, festfrisure, konfirmationsfrisure

Konfirmationsfrisure: Snoninger med slangekrøller og diamantspænde.

Konfirmationsfrisure: De fineste tvillinger fik sat hver sin frisure: Sildebensflet af pandehåret samlet med en knold og bløde krøller samt hollandske sidefletninger samlet i lav knold med sten

Bryllups frisure: Slangekrøller med perleranke.

Dette er som sagt et udpluk af mine festlige frisurer. Jeg kan stort set sætte alle slags opsætninger, så det er kun fantasien som sætter begrænsninger.

Hvis du er blevet inspireret til at bruge blomster som pynt i håret, kan du læse mere om det i dette indlæg, hvor jeg også viser, hvordan man binder en blomsterkrans.

Tak fordi du læste med :-).

Mange hilsner

Margit / Anemones Verden

Sunde hjemmelavede smoothies is med jordbær og banan

sunde hjemmelavede is frys selv

Vi har lige været på en fantastisk sommerferie i det sydfranske. Udover skøn mad og vin, som Frankrig jo altid byder på, kunne man også købe de lækreste sunde is lavet på smoothies. Det var absolut Anemones yndlingsis, og derfor har vi eksperimenteret os frem til vores egen opskrift, så vi kunne lave dem herhjemme. Prøv den, hvis du har lyst til en kølig læskende is i varmen, som oven i købet er sundere, end dem man kan købe :-).

sunde hjemmelavede is frys selv

Opskrift på sunde hjemmelavede smoothies is

Ca. 6 stk. (alt efter størrelse på formene)

  • 1 form til frys-selv is
  • 2 bananer
  • Ca. 20-25 jordbær (alt efter størrelse)
  • 1 dl koncentreret hyldeblomst saft (dvs. den skal ikke blandes op). Jeg har brugt den økologiske fra Änglemark men det er ikke afgørende, hvilken slags det er. Hold jer dog gerne fra de syntetiske versioner – de gør ikke noget godt for isen.

Blend bananerne sammen med jordbær og hyldeblomstsaft. Hæld blandingen i formene og stil dem i fryseren natten over. Så har du dejlige is næste morgen.

sunde hjemmelavede is frys selv

TIPS

  • Isene kan også laves med andre frugter. Vi har blandt andet også prøvet med hindbær og blåbær, så det er bare at mixe sig frem. Anemones favorit er dog versionen med jordbær.
  • Man kan også bruge andre slags saft hvis man ikke kan lide hyldeblomst. Vi har blandt andet også prøvet med rabarbersaft, og de bliver også utroligt lækre.
  • Isformene kan købes i mange forskellige butikker. Vi fandt vores i en almindelig dagligvarebutik til 10 kr.
  • Lad børnene selv være med til at lave isene. Anemone syntes det var en fest og selv helt små børn kan være med.

sunde hjemmelavede is

Hvis du eller dine børn har brug for mere nedkøling i varmen, så kan jeg anbefale en hjemmelavet slushice, som du kan finde opskriften på her. Den er uden farvestoffer og en meget sundere version end dem man kan købe rundt omkring.

Fortsat god sommer og tusind tak fordi du læste med.

KH Margit / Anemones Verden

Det fineste Panduro Party – Anemones 10 års fødselsdag

Indlægget indeholder reklame

Anemone er lige fyldt 10 år, og fødselsdagen skulle selvfølgelig fejres med pigerne i klassen. Jer som følger med på bloggen og Instagramprofilen @anemonesverden har nok fornemmet, at Anemone er en rigtig kreapige, som elsker at sidde og lave alverdens DIY projekter. Så hvad var mere nærliggende end at holde fødselsdagen i Panduro? Det er en forholdsvis ny mulighed, at man kan holde børnefødselsdag i Panduro, og forventningens glæde var stor hos Anemone.

Og jeg kan lige så godt breake konklusionen på fødselsdagen med det samme – det var en stor succes! 🙂

 

Krea og hygge

Man booker et Panduro Party ved at tage kontakt til den Panduro man gerne vil holde den i. Vi havde valgt at holde fødselsdagen i Panduro i Lyngby Storcenter. Anemone skulle på forhånd vælge et tema for fødselsdagen, og hun valgte scary tema :-).

Vi havde aftalt aktiviteterne på forhånd i forbindelse med bookning af arrangementet. Der er tid til ca. 3-4 aktiviteter og Anemone havde valgt at de skulle ”lave et tylskørt”, ”male på t-shirt” og ”male på krus”.

Der er tilknyttet en Panduro underviser til arrangementet (Anita), som tog godt imod os.

Da vi ankom, var der pyntet fint op i butikken med blandt andet flag med Anemones navn, skeletter og spindelvæv, og der stod også skåle med popcorn på bordet, som en velkomst til børnene. Der var virkelig gjort noget ud af det og Anemone var ved at revne af stolthed over at skulle holde fødselsdag her.

panduro børnefødselsdag

Anita fortalte børnene hvilke aktiviteter de skulle lave og satte dem i gang med at lave tylskørt. Alle børnene fik kreeret nogle fine skørter, som de havde på resten af dagen.

“Male på T-shirt” var næste aktivitet, og det var et stort hit. Hvert barn fik sin egen t-shirt (størrelserne var aftalt på forhånd) og så var der ellers et hav af tekstiltusser, som de kunne gå igang med. Panduro havde også fundet en masse skabeloner frem, som pigerne kunne bruge.  Der blev tegnet alt fra cup cakes til heste, og de var meget koncentreret med at gøre T-shirten fin, hjælpe hinanden med motiverne og hyggede sig i det hele taget sammen.

børnefødselsdag

 

Uden mad og drikke…

Ingen børnefødselsdag uden mad og drikke. Panduro havde sørget for brikjuice til børnene som de fik sammen med de medbragte boller og kage. Personligt synes jeg det er en kæmpe fordel, at man selv kan medbringe maden. Det er med til at holde prisen nede, og så kan man selv bestemme, hvad man vil servere 😊.

Sidste aktivitet var at pigerne kunne male deres egen kop. Også her blev der udvist stor kreativitet fra alle sider, og de havde det super hyggeligt på kryds og tværs med at få lavet de fineste kopper.

Hvis nogen af børnene var lidt hurtigere færdige end de andre, var der papir og tusser, som de kunne hygge sig med. Flere af dem benyttede også lejligheden til at gå en tur rundt i butikken og kigge på de fine ting.

Under hele fødselsdagen var Anita 100% på, og var rigtig god til at sætte børnene igang og hjælpe dem undervejs, så det var en meget afslappet børnefødselsdag at være vært for :-). Panduro havde også sørget for en fin fødselsdagsgave til Anemone og hun havde i det hele taget en fest!

Alt i alt var det en fantastisk børnefødselsdag, hvor pigerne virkelig hyggede sig sammen om at være kreative og lave ting sammen. Og det var en glad fødselar som i bilen sagde, at det var en af de bedste børnefødselsdage hun nogensinde havde holdt :-).

Hvis du er blevet inspireret til at lave noget kreativt med børnene kan du læse om hvordan du laver nogle fine påskeophæng her.

Tak fordi du læste med :-).

Mange hilsner

Margit / Anemones Verden

____________

Dette inkluderer en børnefødselsdag hos Panduro

Prisen er 149 kr. pr. barn og jeg synes man får rigtig meget for pengene her:

  • 2-2 ½ times krea-aktiviteter med den dedikeret voksen, hvor børnene kan nå at lave 3-4 aktiviteter med alle materialer betalt og som børnene kan få med hjem
  • En flot gave til fødselsdagsbarnet
  • Drikkevarer til børnene (her nogle brikjuice)
  • En voucher til alle børnene med 20% til Panduro Hobby
  • Muligheden for selv at medbringe kage, slik, boller, frugt eller hvad man nu synes. Det er en rigtig stor fordel, at man ikke er tvunget til at købe forplejning på stedet.

Min vurdering er at fødselsdagskonceptet passer rigtig godt til børn i alderen ca. 7-11 år.

Du kan læse mere om fødselsdagskonceptet her.

#panduromyway #panduroparty @panduroofficial

 

 

Den bedste opskrift på rabarbersaft

opskrift rabarbersaft rabarbersirup

Jeg elsker rabarbersaft! Det er sæson lige nu, og jeg har eksperimenteret mig frem til det jeg vil kalde min bedste opskrift på rabarbersaft. Den er mild, ikke for sød og med et strejf af citron, æble, pære og vanille.

Jeg hælder saften på en skoldet flaske med patentlåg. Så kan saften holde sig ca. 2 uger i køleskabet, men så længe holder den ikke herhjemme. Den er ret hurtig væk :-).

 

Opskrift på rabarbersaft

Mængde: Ca. 1,2 liter

1 kg rabarber

500 g flormelis

2 citroner (brug økologiske da den ene skal i med skræl)

2 æbler

2 pærer

2 vanillestænger

700 ml vand

 

Sådan gør du:

Skær rabarberne i små stykker på ca. 1 cm. Put dem i en stor gryde. Pres saften fra den ene i citron i. Skær den anden citron i tykke skiver og put skiverne i. Skrab vanillen ud af stængerne og skær efterfølgende stængerne midt over. De skal også med i gryden. Skær æbler og pærer i små stykker eller både alt efter hvad der passer dig bedst.

opskrift rabarbersaft rabarbersirup

Alt blandes sammen i den store gryde og koger ca. 20-25 minutter ved svag varme. Lad det efterfølgende stå og trække i gryden mindst en time og gerne til det er koldt. Tag citronskiverne og vanillestængerne op. Sigt derefter væsken gennem en si og hæld det på en flaske.

Gem kompotten. Den er super god på yougurt, skyr eller på pandekager med is :-). Den holder sig fint en uges tid i køleskabet.

Saften er lidt tyk i det, og skal opblandes ca. 1:4 alt efter hvor stærk man kan lide den. Den bliver næsten til en sirup. Jeg synes iøvrigt det smager brandgodt med danskvand og citron i – og gerne en masse isterninger på en varm sommerdag.

rabarbersaft rabarbersirup opskrift

Apropos en varm sommerdag…hvis du skulle få lyst til at give børnene en slushice uden farvestoffer, så kan du læse her, hvordan du laver den.

Tak fordi du læste med.

Mange hilsner

Margit / Anemones Verden

 

Lav de fineste ophæng med påskeharer

påskepynt, påskehare, diy, hjemmelavet

Tidligere har jeg ikke lavet ret meget påskepynt, men de senere år er jeg blevet grebet af det. I år har Anemone og jeg hygget os med at lave nogle fine ophæng med  påskeharer. Alt efter hvilket papir man bruger, kan de varieres fra at være “meget påsket” til at være mere afdæmpet. Det er jo en smagssag om man vil gå “all in” :-).

Her har jeg lavet en lille trin-for-trin guide, og nederst i indlægget kan du downloade en skabelon til påskeharerne.

Dette skal du bruge til din påskepynt:

  • Mønstret eller ensfarvet papir
  • Snor i de ønskede farver
  • Limstift eller almindelig skolelim
  • Saks

Det papir jeg har brugt til denne påskepynt er købt i Søstrene Grene og snoren er fra Flying Tiger Copenhagen.

Papir, søstrene grene, tiger

Sådan laver du en påskehare:

  • Print skabelonen (eller tegn dine egne påskeharer)
  • Klip skabelonen ud og tegn den over på et stykke karton for at få en kraftigere skabelon, som kan bruges flere gange
  • Tegn påskeharen over på bagsiden af dit papir (så undgår du at stregerne kan ses når du har klippet). Du skal bruge 2 stk. pr. kanin
  • Klip 2 stk. påskeharer ud
  • Klip et stykke snor på ca. 20 cm
  • Kom lim på den ene påskehare
  • Fold snoren på midten og læg den åbne ende mellem ørerne på kaninen, så den stikker ca. 1 cm ned
  • Læg den anden påskehare ovenpå og pres sammen. Jeg lægger dem under en tung bog i en times tid, så bliver de helt plane.

påskepynt, påskehare, diy, hjemmelavet

Så er din påskehare færdig og kan hænges op i en gren.

påskegren, påskepynt, påskehare

Tips:

  • Hvis du ikke har lyst til at tegne kaninerne over, så kan du printe skabelonarket direkte over på bagsiden af dit papir. Så er det lige til at klippe efter 🙂
  • Jeg laver kaninerne i forskellige mønstre, men så de matcher hinanden i farver og toner
  • Du kan også sætte dine påskeharer på en lang snor, som du kan hænge i et vindue

påskepynt, guirlande, påskeophæng

Her kan du downloade skabelonen til din påskehare Skabelon påskeharer anemonesverden 2018

Hvis du kunne tænke dig at lave andre DIY så viser jeg her, hvordan du kan lave nogle fine ting med perleplader.

Rigtig god påske herfra :-).

Mange hilsner

Margit / Anemones Verden

Exploding box – den kreative og personlige indpakning

For mig er gaveinpakningen en del af glæden ved at give en gave og der er en exploding box genial. I forbindelse med nogle af de konfirmationer vi har været til, har jeg lavet en personlig gaveboks (exploding box), som fungerer som en kombineret indpakning og kort. Den er særligt god til en smykkeæske, penge, eller andre fysisk mindre gaver. Indpakningen ser ud som en almindelig æske, men når man tager låget af, folder den sig ud og gaven kan stå i midten 🙂

Der findes mange gode tutorials på Youtube der viser, hvordan man praktisk laver boxen (søg på: How to make Exploding box card), så det vil jeg ikke vise her.

Men jeg har tegnet en skabelon til den viste gaveboks og pynt, som I er meget velkommen til at printe. Den kan du finde nederst i indlægget. I kan selv skalere den op i størrelse, hvis I vil have en større boks. Jeg vil desuden give inspiration og gode råd til, hvordan man kan bygge boksen op og gøre den personlig.

Here goes:

1. Klip eller skær forskellige figurer ud, som du synes passer til personen. 

Det kan f.eks. være hjerter, stjerner, blomsterhoveder, noder mm. Du kan enten klippe dem efter “fri fantasi” eller du kan købe forskellige udstansningsværktøjer til det. De kan f.eks. fås her:  Du er også velkommen til at benytte mit skabelonark nederst på siden, hvor du finder forskellige figurer.

Vælg nogle farvetoner som matcher, hvis du gerne vil have et harmoniske udtryk. Her har jeg primært brugt creme, hvid, sølv og sort. Du kan selvfølgelig også vælge at give den max gas med en masse farver, så du får et mere sprælsk udtryk.

2. Få børnene (eller andre personer i huset) til at skrive en personlig hilsen hver. 

Her har Anemone skrevet sin personlige hilsen på et fint sølvhjerte, som er limet på en af flapperne.

3. Find nogle statements eller ordsprog, som passer godt til modtageren

Skriv dem i hånden på et stykke papir, som kan limes på flapperne, eller skriv dem på computeren og print dem ud.

4. En hemmelig kuvert

Lad en lille hemmelig “kuvert”, hvor du kan lægge en personlig hilsen eller et personligt statement i. Dekorér lommen med nogle af figurerne, for at det give det et flot udtryk. Modtageren vil elske at gå på opdagelse og åbne de små lommer. Denne er lavet af et stykke sort karton som er bukket som en kuvert, så der bliver en lille flap. Der er derefter lavet et lille “hak” så hjørnet af den øverste del bliver holdt på plads.

5. En lille lomme

Du kan også lave en lille lomme, som du kan putte et billede i (måske af dig selv eller af modtageren). Der er også mulighed for at lægge en lille hemmelighed i. Det kunne være et hjemmelavet armbånd, en enkelt blomst på stilk eller lignende.

6. Selve kortet – exploding box card

Du kan lave selve kortet som et foldet stykke papir eller karton du limer på. Her har jeg skrevet konfirmandens navn uden på og selve hilsenen står inde i kortet, som du kan læse, når du løfter i den øverste flap.

Andre små ideer kunne være, at lime en sløjfe i, skrive datoen for begivenheden på et kort, lave et lille hjerte der kan åbnes mm. Kun fantasien sætter grænser :-). Et stort silkebånd om gaveæsken og så er du klar. Husk at du selv bestemmer, hvor detaljeret boksen skal være. Det er min erfaring at modtageren bliver super glad for den personlige gaveboks, selvom den er holdt helt enkelt.

Du kan downloade skabelonen til den viste gaveboks og et udvalg af forskellige figurer her.

Skabelon til gaveæske anemonesverden

Kærlig hilsen Margit/Anemonesverden

Nu er det snart jul igen

havregrynskugler

Jeg elsker julen – og nu er det snart jul igen! December har været en dejlig måned, men den er også gået alt for hurtigt. Man vil gerne det hele: Pynte op, gå ture i skoven, bage, lave konfekt, købe julegaver, hygge med børnene, deltage i arrangementer, have overskud og så videre. Og helt ærligt, så det er bare svært at nå det hele! Med to (mere end) fuldtidsarbejdende forældre og en (til tider) lidt for travl hverdag, når vi ikke alting. Og det er også okay :-).

Julebagning – en af vores trationer

En af de traditioner vi holder rigtig meget af, er den årlige julebagning sammen med børnene, så det er en af dem vi prioriterer. Vi har de seneste år haft store-bage-dag med nogle venner, hvor vi hver i sær medbringer et par deje. Så bager vi en hel eftermiddag og kommer hjem med flere forskellige småkager. Det har vi desværre ikke haft mulighed for i år, men vi har bagt herhjemme og har nydt de hyggelige stunder.

I år har vi bagt hver søndag, for vi har været så heldige at få tilsendt den fine adventskalender fra Kagekids. Og det har været ren magi for Anemone på otte, som elsker overraskelser og pyntesager.

kagekids glæde overraskelse

Hvad mon der er i dagens æske?

overraskelse

Alt bliver studeret nøje…

opskrift

Der medfølger opskrift og udførlig vejledning på “dagens dage”

Kalenderen består af fire æsker, som hver indeholder det sødeste og fine tilbehør til at skabe små kagemirakler med juletema. Det var spændende at åbne kasserne hver adventssøndag, og se hvad dagens kasse indeholdt. Vi har lavet alt fra julemarengs, kager som er udstukket og pyntet som et juletræ samt små julemuffins.

Alt-i-en-kasse

Kasserne indeholder kort fortalt alt hvad der skal til for at skabe kagemagi: Opskrifter, krymmel, pynt, sprøjtepose, tyl, frugtfarve, skabeloner mm. Man kan få kasser med mange forskellige temaer, så det er bare at gå igang! Alt er nøje udvalgt og tilpasset de forskellige temaer med udgangpsunkt i børnenes univers.

kagekids havregrynskugler

I dag har Anemone og jeg så lavet julehavregrynskugler. Alle ingredienserne var med i kassen, vi skulle blot tilsætte smør. Vi pyntede med to slags krymmel og julemænd, som vi klippede ud af de medfølgende ark. Anemone stod for det hele. Kun udklipning af julemændene var lidt for svært for hende at lave pænt.

havregrynskugler

Julehavregrynskuglerne skal nydes i aften, mens vi pakker gaver op…rigtig glædelig jul til jer alle :-).

Hvis du skulle få lyst til lidt inspiration til børnenes madpakke, når skolen starter igen, kan det være, at opskriften på disse pizzasnegle kan være nytte?

Tak fordi du læste med :-).

 

Mange hilsner

Margit/Anemones Verden

 

Indlægget indeholder reklame, da vi har fået tilsendt adventskalenderen fra Kagekids. 

Hvis du gerne vil have inspiration til at bage med børn, kan jeg anbefale dig at følge Kagekids på Instagram @kagekids

 

 

Lav dit eget halloween spøgelse

Halloween spøgelse

Indrømmet! Jeg er vild med halloween, så den får på alle tangenter herhjemme i disse dage :).

Her vil jeg vise, hvordan du kan lave dit eget halloween-spøgelse, som har en imponerende effekt, selvom det er ret enkelt at lave.

Til halloween spøgelset skal du bruge:

  • 1 stor plastikflaske (jeg har brugt 1 1/2 liters flaske)
  • 2 mindre plastikflasker (jeg har brugt to 1/2 liters flasker)
  • Et stort stykke gase, blødt tyl eller andet tyndt hvidt stof
  • 3 balloner
  • Trælim eller skolelim
  • Malertape eller gaffatape
  • Sort papir/karton

Sådan gør du:

Pust den ene ballon op, så den har den størrelse du vil have til hovedet af spøgelset. Sæt ballonen fast på den store flaske med tape.

Pust de to andre balloner op, så de har den størrelse du vil have til spøgelsets “arme”. Sæt ballonnerne fast på de små flasker med tape.

Halloween spøgelse

Lav en blanding af lim og vand i forholdet ca. 1 del lim og 2 dele vand i en stor skål. Læg dit stof ned i skålen og lad det ligge til du er sikker på, at hele stoffet er gennemvæddet med limblandingen.

Læg stoffet udover ballonnerne og fold det, så spøgelset får dem form du gerne vil have (se foto af det færdige spøgelse for inspiration).

Lad det stå og tørre.

Når stoffet er helt tørt skal du prikke hul på ballonnerne og løfte spøgelset af  flasken.

Halloween spøgelse

Lav 3 ovale cirkler i sort papir/karton og lim det på hovedet – og så er dit spøgelse klar.

Halloween spøgelse

Sæt to fyrfadslys under spøgelset – så får det en imponerende virkning, når det står klar til at modtaget gæster i hoveddøren :-).
NB/Det er vigtigt at fyrfadslysene er i en fyrfadsstage, da det ellers kan brænde hul i gulvet.

Hvis du er interesseret i andre DIY projekter, så kan f.eks. prøve at lave din egen exploding box.

God fornøjelse og tak fordi du læste med :-).

Kærlig hilsen Margit/Anemones Verden

En hjemmelavet og personlig lysbox – et IKEA-hack

Lysboxe er blevet det store hit herhjemme. Vi startede med en klassisk lysbox, hvor man kan skifte bogstaverne. Den så sådan ud.

lysbox

Men på Pinterest blev jeg inspireret til at lave vores egen hjemmelavet og personlige lysbox, og det er den DIY Anemone og jeg vil vise her.

Her er hvad du skal bruge til din lysbox:

  • 1 dyb RIBBA ramme fra IKEA (her er brugt en kvadratisk)
  • 1 lyskæde enten med batteriboks eller med stik
  • Sølvpapir
  • Sort papir
  • Papir til baggrund. Her kan du vælge hvad du vil, bare det ikke er karton. Vær dog opmærksom på at jo tykkere papiret er, jo dårlige går lyset igennem.  Jeg køber mit hos CC Hobby, som har et stort udvalg her.
  • Desuden skal du bruge en limstift, en saks og tape

lysbox materialer

Sådan gør du:

Først skal du tage stilling til, hvad du vil have til at stå. Anemone valgte i rigtig pigestil at skrive “LOVE” og lave et hjerte :-). Bogstaverne tegnes op på det sorte papir og klippes ud. Man kan også skrive barnets navn, hvis man vil gøre det mere personligt, men nu fik hun lov at vælge :-).

lysbox DIY

Så vælger du det papir du vil have som baggrund. Her har vi valgt et halvgennemsigtigt papir med et hvidt mønster, men du kan bruge den slags papir du bedst kan lide, så din lysbox bliver præcis som du vil have den. Papiret klipper du til så den passer med rammen. Vi gjorde det, at vi tegnede med en blyant efter den hvide passpartou og klippede efterfølgende.

lysbox step 2

Nu limer du bogstaverne på forsiden af dit papir med en limstift.

Lysbox DIY

Tag derefter bagpladen og pak den ind i sølvpapir, så siderne lige går om på bagsiden. Hæft sølvpapiret på bagsiden med limstiften.

Lysbox DIY

Så tager du lyskæden og lægger den på den sølvpapirklædte bagplade, så den dækker mest muligt. Sæt lyskæden fast med tape nogle enkelte steder (man kan ikke se tapen igennem, når lampen er færdig). Tænd lyskæden mens du sætter den fast, så du bedre kan se hvordan lyset kommer til at falde.

Lysbox DIY

Læg mærke til at der er et hjørne som er “skåret af” bagpladen. Der skal du slutte kæden, så enten batteriboksen eller stikket kommer ud der.

Sådan samler du lysboxen:

Først lægger du glasset ned i rammen. Herefter papiret med bogstaverne på. Så “inderrammen” og til sidst den sølvpapirbeklædte bagplade med lyskæden. Husk at vende bagpladen sådan at “hjørnet med hakket” er nederst. Til sidst kan du sætte et stykke papir bagpå, hvis du vil have en lidt kønnere bagside.

  

Lysbox DIY

Og så er din lysbox færdig :-).

Lysbox DIY

Hvis du har fået mod på andre hyggelige DIY projekter, så kan du f.eks. se en guide til hvordan man laver en af de populære exploding boxes. Jeg har også lavet en skabelon, som er lige til at tage udgangspunkt i :-).

Tak fordi du læste med.

Mange hilsner

Margit / Anemones Verden

 

 

 

Opskrift på sunde rugbrødssnacks til madpakken

sunde rugbrødssnacks

I den evige jagt på at finde på sunde og lækre alternativer til madpakken, er vi herhjemme blevet meget glade for disse lækre og sunde rugbrødssnacks. Opskriften tager udgangspunkt i opskrifterne på stenalderbrød, og er så her tilsat lidt chokolade, som lige giver dem et ekstra pift, som gør at særligt Sebastian på 12 år, synes det er et hit som en ekstra lækker snack i løbet af dagen. Når de bages i muffinsforme, er de lette at tage med – og ser tilmed også lidt festligere ud :-). Frys dem eventuelt ned, når de har kølet af og tag dem direkte i madkassen fra fryseren om morgenen. Så er de optøet op af formiddagen.

Opskrift på sunde rugbrødssnacks til madpakken

Opskriften giver ca. 20 stk.

Ingredienser:

  • 100 g sesamfrø
  • 100 gram hørfrø
  • 100 gram hele mandler med skræl
  • 100 g valdnødder
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g solsikkekerner
  • 80 gram groft hakket chokolade (mørk eller lys efter smag)
  • 2 tsk. salt
  • 1 dl olivenolie
  • 5 æg

Alle de tørre ingredienser blandes sammen i en skål. Alt skal i helt – det er kun chokoladen som må hakkes.

sunde rugbrødssnacks

De 5 æg piskes sammen og kommes i blandingen og til sidst kommes olivenolien i.

sunde rugbrødssnacks

Blandingen fordeles i muffinsforme. Det passer ca. med en stor spiseskefuld i hver.

sunde rugbrødssnacks

Bages ved 150 grader varmluft i ca. 25 minutter.

sunde rugbrødssnacks sunde rugbrødssnacks

Kan fryses efter afkøling. I køleskabet holder de sig ca. 4-5 dage.

TIP 1: De er også rigtig gode med en håndfuld tørrede tranebær eller rosiner i, som et alternativ til chokolade.

TIP 2: Du kan også bruge en af de færdigblandede poser til stenalderbrød fra eksempelvis Svansø, og så tilsætte chokolade efterfølgende.

TIP3: De er så lette at lave, at børnene stort set kan stå for det hele selv 🙂

sunde rugbrødssnacks

Hvis du søger mere inspiration til madpakken, kan jeg anbefale disse lækre og sunde pizzasnegle eller disse pølsehorn.

Tak fordi du læste med :-).

Mange hilsner Margit/Anemones Verden